Linsefrikadeller

Linsefrikadellerne kan laves af alle slags linser. Røde linser giver en mere blød fars. Med brune og grønne bliver de mere grove, med mindre de moses eller køres i hurtighakkeren efter kogning. Gode både til middag og frokost.

  • 2 1/2 dl røde linser
  • 4 dl vand
  • 1/2 tsk salt
  • 1 middelstort løg
  • 1 stilk bladselleri
  • 2-3 kviste persille eller andre krydderurter
  • 1/2 tsk friskstødt spidskommen
  • 1 tsk soya sauce
  • 2 tsk friskrevet ingefær
  • Evt. 1/2 tsk friskhakket chilli peber
  • Evt. 2 tsk ‘raz el hanout’ (nordafrikansk blandingskrydderi)
  • 1 æg
  • 1 dl havregryn
  • 1/2 dl rasp
  1. Linserne bringes langsomt i kog i vand, tilsat salt. Kog ved svagt blus med tæt låg ca. 20-30 minutter. De skal være helt bløde. Har de ikke opsuget alt vandet, hældes det fra..
  2. Hak imens løg, bladselleri og krydderurter meget fint. Lad linserne køle af nogle minutter uden låg og rør det hele sammen.
  3. Lad farsen hvile 1/2 times tid, inden den formes til frikadeller og steges i olivenolie. Varm panden godt op og lad dem få nogle minutter på hver side til de er lysebrune. Derefter steges videre 15-20 minutter for svagere blus, idet de vendes af og til.

Linsefrikadellerne kan serveres med dressing af yoghurt, tykmælk eller creme fraiche, og som tilbehør kan man spise flutes eller hjemmebagte horn, evt. kogte ris. Kan også serveres i pitta’er. Under alle omstændigheder passer en frisk grøn salat med peberfrugter til.