Vanillecreme

Crème anglaise

Denne vanillecreme laves som en tyktflydende sauce. En tilsvarende creme, blot mere fast, se Kagecreme

Original Créme anglaise jævnes alene med æggeblommer, men en mindre tilsætning af majsstivelse skader ikke smagen, og fremfor alt forebygger den at cremen koagulerer, hvis varmen bliver for stærk.

  • 7,5 dl sødmælk
  • 1 stang vanille
  • – eller 2 tsk vanillesukker
  • 125 g sukker
  • 5 æggeblommer
  • 1 spsk majsstivelse
  • Evt. 1 knsp citronsyre (pulver)

Hvis det passer til den dessert, cremen skal ledsage, kan den smages til med en af følgende: Rom, marsala, appelsinlikør, lidt fintrevet (økologisk/ubehandlet) citron- eller appelsinskal, et par spsk karamelsauce.

  1. 6,5 dl af mælken sættes over blusset på mellem varme. Vanillestangen flækkes, kornene skrabes ud og både stang og vanillekorn kommes i mælken.
  2. Den resterende 1 dl af mælken piskes sammen med sukker, æggeblommer og majsstivelse.
  3. Lad mælken simre mindst 5 minutter, gerne mere, for at trække aroma ud af vanillestangen. Se til, at det ikke koger over. Tag derefter vanillestangen op. Bruges vanillesukker i stedet, skal mælken bare varmes op til kogepunktet.
  4. Tilsæt jævningen med æggeblommer i den kogende mælk, mens der piskes med et piskeris. Lad cremen koge op, stadig under piskning. Tilsæt evt. 1 knsp citronsyre, der ikke skal kunne smages, men kun fremhæve smagen af cremen. Herefter stilles cremen til afkøling.

Anvendelse: Kan serveres varm, lun eller kold afhængig af den ret, cremen skal ledsage. Nem at lave og meget lækker til næsten alle desserter med frugt, f.eks. frugtsalater, henkogt frugt, ovnbagte æbler, frugttærter og kager.