Blomkålsfrikadeller

Gode lune til frokost, hvor de passer perfekt til en frisk creme fraiche dressing med hakkede rødløg, bladselleri og oliven… men blomkålsfrikadellerne kan også bruges til en middagsret på god gammel dansk vis med sauce og kartofler

  • 1 mellemstort blomkål
  • 5-6 cm af en porre, finthakket
  • 1 dl kvark / fromage frais
  • 2 æg
  • 75 g lys rasp
  • 1/2 tsk salt
  • 1/4 tsk friskstødt grøn Madagascarpeber
  • – alm sort peber kan også bruges
  • 1/4 tsk friskstødt spidskommen
  • 1 spsk hakket persille
  • Til stegning: rasp og sesamfrø
  1. Del blomkålen i små stykker, tag de inderste grønne blade med. Kog i letsaltet vand til det er knap mørt, omkring 7 minutter. Hæld vandet fra og sæt gryden tilbage på blusset uden låg et minuts tid indtil væden er dampet godt af.
  2. Mos blomkålsbuketterne med en kartoffelmoser. Bladstilkene hakkes fint med en kniv. Kom pureen op i en røreskål.
  3. Rør de øvrige ingredienser i og lad helst farsen hvile et kvarters tid, gerne 1 time.
  4. Bland lige dele rasp og sesamfrø og tril frikadellerne heri inden de steges i olivenolie. Tryk dem let flade så de bedre kan optage varmen fra panden. Når de er stegt gyldne på begge sider, skal de blot stå og blive gennembagt ved lavt blus.